Mariannes tale

Til verdens bedste far på din 80 års fødselsdag.

Ja det er mærkeligt at skrive 80 år, for hvem skulle tro du var så gammel? Du er ikke blevet voksen endnu, men du har jo stadig mange år at nå til, så måske en dag?

Men det fik mig til at tænke baglæns, så her kommer lidt erindringer, selv om jeg har glemt en del. EN TING JEG DOG ALDRIG GLEMMER, er dit humør og altid positive indstilling. Dit valgsprog er simpelthen: HAR vi det ikke bare dejligt, og derfor har du det altid så godt, og derfor har du altid haft mange venner, for er man i selskab med dig, ja så HAR man det bare godt.

Jeg bilder mig ind at jeg kan huske da vi flyttede fra København. Jeg syntes jeg tydeligt kan huske at vi alle lå i sengen og hyggede os en søndag morgen. Du læste søndagsavisen, og sagde pludselig skal vi flytte til Århus? Her er en dame, der vil bytte en 3 værrelses i Århus, for en 2 værelses i København. Jaaa sagde vi alle sammen. Vi boede dengang i Mysundegade i en lille 2 værelses. Og jeg husker, at når du var gået på arbejde, og Jette i skole, var det tit mor og jeg gik rundt i gaderne for at se efter tomme vinduer, for så KUNNE det jo være vi kunne finde noget større at bo i, men det blev så Århus, og det er der vist aldrig nogen der har fortrudt.

Det var en stor lys 3 værelses i stuen, og skolen lå lige overfor, så det kunne ikke være bedre. Jeg husker at Jette og jeg kom ud i gården for at lege med de andre børn, Jette spurgte: "skal vi lege et tagfat?" Børnene stirrede bare og sagde: hvad er det? Men vi fik da lært at tale jysk, og at det herovre hed tik.

Så en dag kom du hjem og fortalte, at nu havde vi fået en have, og den kunne vi ha' resten af vores liv, neej hvordan det? spurgte vi, jo jeg har lejet den i 99 år, længere kunne jeg ikke få, men det er sikkert også nok, for til den tid, gider vi nok ikke at luge mere.

Og den havde vi vel nok megen glæde. Vi "flyttede" derud i april og hjem når det blev koldt, så cyklede vi i skole hver dag og bandede over den lange bakke op til Ringgadebroen, og jublede, når vi fik fri og kunne køre hele vejen ned uden at røre pedalerne.

Du lavede drivhus af 4 vinduer, og der kunne lige stå en tomat-og agurkeplante, og det var herligt at ha' med i skole hver dag.

En dag i oktober, kom du ind en morgen (al vask foregik ude under vandposten) og sagde: "nu tror jeg det er ved at være tid at flytte hjem, hvorfor? jo for ellers kan jeg vist ikke komme til at tisse mere, den er helt væk, jeg kan skutte finde den!

SÅ flyttede vi hjem. Du fik et lille bitte kælderrum, og der lavede vi støbte fiskedimser til at holde ormen nede med, og så tog vi på fisketure.

Du flettede nogle flotte stolesæder af avissnor, det var jeg meget betaget af, for jeg kunne kun flette med tre snore og du havde rigtig mange.

Så husker jeg også den smarte seng, du og mor havde. Det var en madras på en ramme, der blev slået op af væggen, og så var der bare en hylde med forhæng for om dagen. Så vi havde mere plads at lege på.

Du arbejde på Wavin, der laver plasticrør, og der havde I en lille slags "kiosk" hvor der var senator og pernillechokolade, og skildpadder med creme i, som I købte af. En dag, hvor jeg var lækkersulten efter skole, tænkte jeg, "jeg går bare op og henter far fra arbejde, så bliver han sikkert glad, og giver et stk. chokolade" ja ja det var for det første en længere gåtur end jeg havde regnet med og koldere også, og han havde først fri en time senere, men jeg ventede tålmodigt og blev da også belønnet.

Så skulle vi have bussen hjem, og alle fik fri kl. 4, så busserne var altid overfyldte, så der måtte sættes ekstra busser ind, og forsinkede var de også, du kunne vist godt se, jeg var blevet godt træt efterhånden, så du kikkede hele tiden over bakken for at når bussen kom.

Vi stod i en lang kø, og pludselig udbryder du højt og glad: SÅ NU bommer kussen! Og så kunne jeg se, både på dig og folk i køen, at der havde du vist sagt et eller andet du ikke skulle, for de gamle damer fnyste og nedstirrede først dig og så lille mig, de unge mænd grinede, og du var rød i hovedet, men hjem kom vi da omsider.

Du havde en ugentlig maddag, og vi måtte bestemme menuen, så det var helt sikkert at om fredagen i nr. 18 stod den på pandekager og øllebrød, risengrød, kærnemælkssuppe, el.lign. Men altid pandekager, og du er verdens bedste, både hvad angår opskrift og tynde pandekager, der var lavet med øl og citronskaller uhm, hvor de smagte.

En dag (næsten som alle andre) var du i drillehumør, og hver gang mor ville tage en pandekage og lige havde fået gaflen i den snuppede du den, det blev ved, og lige pludselig var mor forberedt og hurttigt smed hun den lige i hovedet på dig, og den sad virkelig lige som man ser det på film lige midt i femøren, det vakte stor jubel, for det var jo mest dig, der altid lavede numre.

En dag var det Jette og mig der var rigtig irriterende, vi havde en eller anden hemmelighed, som vi sad og fnisede over, du blev irriteret og sagde: så grin da ordentligt, og lad være med det fniseri. Det fik vi vist at vide et par gange eller 7 og lige pludeselig blev det dig for meget. Du blev gal og knalde hånden ned i stolen ved siden af dig, med det resultat, at hånden gik igennem stolen og sad fast. Der blev 5 sekunders stilhed, og SÅ grinede vi alle endeligt ordenligt og højt.

En anden gang havde mor brokket sig, fordi du altid så fjernsyn, og bare sagde nå og ja, når vi kom hjem fra spejder og klub og skulle fortælle dig hvad vi havde oplevet. Så kom du hjem en dag, og havde byttet fjernsynet for en nymodens radio, der kunne spille stereo og havde både dolby og ekkoknap, den var bare flot. Pg nu har jeg fået lov til at passe den.

Jo du har altid være god til at overraske, som dengang vi var på skovtur med madpakke. Vi sad under et bøgetræ og spiste, da du pludselig sagde, der mangler noget grønt på min kartoffelmad, og så hev du lige et frisk lysegrønt blad ned og lagde på din mad, vi måbede, men lidt efter sad vi alle med bøgeblade på vores mad, og det smager godt, kan jeg lige oplyse.

Og julegaverne har også været en gåde mange gange. Nogen gange snød vi og opdagede noget vi skulle have, men jeg husker en, der var en gåde lige til allersidste dag. Først fik vi at vide det ikke var legetøj, så at det var kunst, men ikke et billede, så at det ikke var noget alle havde, men som prinsesserne nok havde, og sådan fik hele tiden et nyt link, men vi gættede det ikke.

Det var et lommetørklædeetui, af fint silkestof med blonder, og et håndlavet maleri på forsiden. Det var meget flot. Vi vidste godt at vi ikke havde mange penge, men alligevel syntes vi aldrig at vi var fattige.

Jeg husker vi havde en trækasse, som du havde lavet, med forskellige rum i, det var til strøm, gas, vask osv. og beløbet kan jeg ikke huske, men det var ikke ret meget vi havde om dagen til at leve for, men vi er da aldrig gået sultne i seng, og vi har aldrig manglet noget.

Da Jette skulle konfirmeres, skulle der ekstra penge hjem, for der har aldrig været noget på afbetaling hos os, selv om det var begyndt at komme frem. Men du tog da "bare" noget ekstra arbejde. Jeg tror du var på Valash eller Wavin om dagen og så skraldemand tidligt om morgenen inden du skulle møde på dit normale arbejde. Det gik tilsyneladende fint, (sagde du jo!) og vi var da også vant til, at når du gik på wc, varede det et stykke tid, inden du blev færdig, men der var en dag, hvor mor blev bekymret, for nu havde det varet rigtig længe.

Hun gik ud og bankede på døren, og fik en høj snorken til svar, stakkels far, du var bare så træt, at du sad ret op og ned og sov.

Men konfirmationen var rigtig flot, kan jeg huske, og der manglede bestemt ikke noget.

Da jeg blev større, kan ikke huske hvor gammel, fik jeg lov til, sammen med dig at gå i biografen og se film, der var forbudt for børn. Det var jeg rigtig stolt af, og alle i skolen skulle vide det, så jeg har nok været 11-12 år. Vi så bl.a. det Beskidte dusin, Navaronens kanoner og Ørneborgen. Film som jeg har glædet mig til at se igen i mit voksen liv, netop fordi jeg har set dem med dig for mange år siden, og jeg er da heller ikke blevet skuffet, jeg kunne godt se dem en gang til, for de er stadig gode.

Du var også populær hos alle nabokonerne, der malede og tapetserede du, og alt blev så flot, også der fik jeg lov til at være stor, for jeg var nemlig med som hjælper, og fik lidt for det, samtidig med at jeg fik lært nogle gode fif om maling og tapet, så det har da kommet mig tilgode siden hen.

Det var bare ikke altid du var lige så populær derhjemme, for mor kunne jo godt gå og blive misundelig på alle andre, for hjemme hos os selv, blev det aldrig til så meget, så der har mor også taget sin tørn, med maling og tapet haha....

Jeg husker også, du fik den ide, at skulle have scooterkørekort, og da du efter køreprøven kom grinende ned af gaden, sagde mor, jo han har bestået, men da vi spurgte, sagde du, nej jeg gik sku i stå midt i et kryds, og alle andre end dig, ville jo nok ha' set sure ud.

Men heldigvis havde du jo dit kørekort, så du lejede en folkevog i Max Mullersgade, og så kørte vi helt til Fyn, og så H.C.Andersen hus.

DET var en lang tur, og spændende at køre SÅ lang.

Så kom tiden, da du skulle til Grønland. Det forstod vi jo ikke meget af, og vidste ikke hvor lang tiden egentlig varede. Men at du fortalte, at når du så kom hjem, så skulle vi rigtig få lov at bruge penge, og finde på noget spændende. Jeg var meget stolt og følte mig voksen, da du sagde at jeg skulle ha' ansvaret for akvariet.

Da du så endelig kom hjem, skal jeg love for der blev festet. Vi hentede dig i lufthavnen, og jeg husker Jettes udbrud, da hun så dig: lille tykke farmand, haha, hun glemte at hun næsten var lige så tyk selv. Da ventede hun jo Ulla, men tyk var du, næsten 100 kg. tror jeg. Da du var kommet igennem tolden, og havde fortoldet en 5 l whisky, begyndte du at trække alverdens forskellige flasker ud af håret og alle steder. Små søde sprutflasker, det var sjovt.

Så hentede vi farmor i Kbh., var på bakken, hvor farmor var med i rutsjebanen, og vi først tænkte, jamen hun er jo en gammel dame, mon hun kan tåle det? Men DET kunne hun, og det var med cigar og det hele, og hun var ikke bleg for at tage en tur mere.

Henne på legepladsen, måtte vi stå i kø, for selvfølgelig skulle farmor også ha' en gyngetur, så vi måtte vente på tur. Så lige en skål for verdens bedste farmor, godt hun fik dig far! Tak for det!

Så fløj vi tilbage til Århus, hvor vi var i Friheden, og det vat også noget ud over det sædvanlige. Vi måtte bare ALT. Til sidst ville I hen og sidde, og vi ville gerne fortsætte med at prøve ture, så vi kunne bare komme, når vi havde lyst. Jeg havde mødt en ven, og når vi ikke havde flere penge, gik vi bare hen i restauranten, og så fik vi bare nogle flere, også vennen jeg havde mødt fik, det er bare noget vi har husket, og hvor var vi bare rige.

Så fløj vi til Bornholm, og holdt ferie der. Jeg så en kjole, der var lavet af papir, det var noget helt nyt, der var kommet frem. Sådan en ville jeg gerne have. Men mor sagde, det var ikke noget at bruge penge på, men far sagde, hvis du vil ha' den, så gå dog ind og køb den, jo der var ingen smalle steder, og hvor var det bare fedt. Den kunne endda tåle at blive vasket, så jeg havde den i lang tid. Egentlig mærkeligt at det aldrig er slået igennem, for så kunne det være nemt, når man skulle af med det igen, så bare i fyret med det.

Nå men efter alt det ferie, var det snart Jettes 18 års fødselsdag, og den holdt vi i tre dage tror jeg. Det var vel nok en fest man kunne snakke længe om. Jette måtte invitere alle dem hun havde lyst til, og jeg havde Linda med. Alle skulle sove i tørrekælderen, Linda og jeg fik "græshopper", og følte os meget voksne.

En dag kom du hjem og fortalte, at nu havde du købt en hund! til 75.000 kr. HVAD? og vi må slet ikke ha' hund her, og det ligner da ikke en ægte? Det er fordi den er i hemmelig tjeneste! NU var vi da først forvirrede. Efter en pause sagde du, men så fulgte der også et hus med i købet.

Og så flyttede vi til Hammel, sådan lidt efter lidt, for far arbejde stadig på Wavin, og jeg gik stadig i skole. Så hver morgen kørte far og jeg til Århus, og hentede et læs af gangen, der kunne være i folkevognsrugbrødet, som er en historie for sig.

Den var vi nu glade for, selv om der ingen varme var i, og vi måtte sidde og rokke fremad hvergang vi skulle op ad en bakke, i håb om at nå over toppen inden den gik i stå. Men den var trofast og startede hver morgen som den skulle, lige indtil en dag, jeg tror, vi havde taget en dobbeltur den dag, fordi det var ved at være det sidste vi manglede, så klokken var sen aften, da vi kørte gennem skoven, og......så hostede den rare bil og sagde stop, nu kan jeg ikke mere.

Der stod vi så, men da det var det sidste læs, havde du cyklen med, og det var heldigt, for vores fine stereoradio turde vi lade blive i bilen, så den kom på bagagebæren, og så måtte vi gå resten af vejen, men det var nu meget hyggeligt, og så var der te med rom i, da vi kom hjem.

Værre var det dengang I havde gæster, de skulle hjem med den sidste bus, og I havde spist det store kolde bord hele dagen, med hvad dertil hører, så da du skulle gæsterne hjem til bussen inde i Hammel, var du vist ikke helt appelsinfri, og mor sagde, tag hellere Marianne med, så er vi sikre på du ikke falder i søvn på vejen hjem, ja den var jeg med på.

Vi kørte pænt ind til bussen, fik vinket farvel og skulle til at køre hjem, da du pludselig sagde: det er sku ikke godt det her, der er to af alting. Du må vist hellere køre hjem Marianne.

Jamen jeg har jo aldrig...osv., men far sagde, det kan du sagtens, jeg skal nok sige hvad du skal gøre, og som sagt så gjort og det gik jo helt fint, endda med at få svinget ind på gårdspladsen, men så var det fine vist slut, for hvem stod i døren og ventede? Det gjorde kære lille mor, som jo nok var nervøs over hvordan det var gået, og SÅ fik vi skæld ud, for hvordan kunne du finde på at lade hende køre hjem. Jo det var let nok svarede du, for havde hun ikke gjort det var vi aldrig kommet hjem. Og så var den potte ude.

Til sidst en mærkelig historie. Vi havde 4 katte, en mor Putte og hendes 3 voksne killinger. En dag var Putte væk, eg efterhånden havde vi afskrevet hende. Mor gik altid tur med hundende og kattene på markvejen, og de havde tit samlet en fugleunge op uden at gøre den noget, så da Juno en dag fandt noget han ikke kunne eller ville løfte, kom mor ham til hjælp. Det var en stakkels kat, den var tynd og forpjusket, og mor tog den selvfølgelig med hjem, og rensede, nussede og fodrede den. Vi så den alle sammen, men først da far kom fra arbejde og så den udbrød han: Det er sku da Putte, og tænk den løftede hovedet og så på ham, som om den sagde: endelig en der kan kende mig. Og det mærkelige var, at vi andre, som trode vi kendte kattene bedst, ikke havde haft tanken, at det kunne være hende.

Så far, endnu engang, du er utrolig, enestående, dejlig og den bedste far vi kunne ønske os, vi ville ikke bytte dig væk, hvis vi fik tilbudet. For hvem er det der ka' ? det er Jack Bill da!

Så endnu engang tillykke med de 80 år, far, lånefar, morfar, svigerfar og oldefar.

Og tusind k+k fra din Marianne