Turen til Grønland

Den 21. februar blev jeg jo som bekendt 80 år, og der gik jeg mit livs overraskelse. De fleste af alle mine gæster havde samlet ind til min drømmetur, nemlig at gense Grønland hvor jeg var fra 1965 til 1968 på Thule Air Base. Jette havde også købt en billet, så nu skulle jeg rigtig vise hende hvorfor jeg aldrig har glemt Grønland. Jette skrev om turen, og I kan her læse hvad vi har oplevet i store træk.

" Nu har vi været hjemme i nogle dage og vores lille miniferie på Grønland har sat sig grundigt fast i krop og sjæl.
Vi startede allerede torsdag eftermiddag, hvor vi tog over til Betina og Jørgen (Antons søn og svigerdatter i Charlottenlund). Der blev vi godt forkælet med lækker mad og en hyggelig aften.

Kl. præcis 6.30 var Jørgen så sød og køre os til lufthavnen, vi skulle flyve 9.15 og skulle være der 2 timer før. En fin service fik vi i flyveren, rødvin til maden, en lille genstand til kaffen, vi kunne bestille drinks, øl og vand, alt var ganske gratis. Der er 4 timers forskel, så vi var på Grønland lokal tid kl. 9.55.

Vi skulle jo bo på vandrehjem m/morgenmad, der var 3 barakker, og nogle bitte små værelser med køjeseng, et skab med 4 hylder, et lille bord og en stol, men der var så til gengæld en stor opholdsstue, og der samledes vi og 12 andre ret tit, beundrede hinandens billeder og fik snakket om de ture vi nu havde været på, rigtig hyggeligt, havde vi boet på et hotelværelse, var vi sikkert bare gået hver til sit.

Der er en fantastisk smuk og til tider barsk natur deroppe, og så var der meget meget stille, faktisk kunne man næsten høre sit eget hjerte slå.
De første 2 dage var der fuld sol, helt vindstille, og 10 gr. frost. Alligevel kunne vi sidde ude og drikke vores eftermiddagskaffe med hjemme-bragte småkager.

Moskousokse-safarien var en fin tur, vi fik set en gruppe på 6, 4 voksne og 2 kalve, de var godt nok langt væk, men vor chauffør havde en stationær kikkert med, så i den kunne vi fint følge dem, det var meget sjovt, de er godt nok ikke så store som vi troede.

Hundeslæden-turen var endnu en oplevelse, vi havde lejet rigtig sælskindstøj, det skulle vi ha' uden på vores i forvejen meget tøj, så vi følte os ikke særlig smidige, men vi havde meget sjov ud af og se på hinanden. Far og mig sad på samme slæde og så gik det bare der ud af, med 12 hunde til at trække, men jeg skulle lige hilse og sige, at når sådanne 12 hunderumper peger lige mod os og de har fået moskousokse dagen før, er det altså ikke altid lige sjovt når de prutter, pu-ha hvilken stank, ha-ha jeg troede først det var hundeføreren der lugtede, men der var altså en naturlig forklaring.

Indlandsisen var bare fantastisk og storslået, meget lyseblåt og ikke som jeg troede fladt, men meget kuperet. Et par uger før havde søværnet været på overlevelsestur i en uge. De havde bygget igloer, med bord og bænk udenfor, der stod stadig en 4 stykker tilbage, det var da meget sjovt og se også, men jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke skulle overnatte i sådan en, så hellere vores lille bitte værelse, og endda med varme.

På vej hjem derfra, standsede chaufføren ved en meget stor klippe, han siger så at vi skal gå (jeg vil nærmeste kalde det kravle) derop, for der ville vi få en storslået udsigt hele vejen rundt, han ville så kører længere ned af vejen og vente på os der med varm cacao. Jeg kikkede nu lidt skeptisk derop, tænkte jo lidt på min 80-årige far, sagde så til ham, at ingen ville kikke skævt efter ham hvis han blev i bussen. Han så bestyrtet på mig og sagde så " nej jeg vil da med, tænk hvis jeg går glip af noget " Og han havde gået glip af noget, hvis ikke han var kravlet med, for det tog da helt vejret fra os, der var så smukt, og stadig denne larmende stilhed, jo det betog os, godt han var stædig og tog med, for det havde været svært at fortælle om.

Men det var typisk far, han var med over det hele. Vores medrejsende var også dybt imponeret over ham, syntes det var flot at han kunne klare det hele. Det tænker vi som kender ham nok ikke så meget over, vi ved jo han ikke sådan lige giver op. Så pludselig så jeg ham med deres øjne...........og så var jeg jo bare stolt over det var min far de sådan roste.

Eftersom turen kun var med morgenmad, havde vi selv mad med derop. Men vi havde også bestemt at vi ville ud at spise en enkelt aften. Så søndag aften tog vi til Roklubben hvor der ville blive serveret grønlandske specialiteter. Og hold da op, der var 22 retter, jo I læste rigtigt.

Der var bla.. moskousokse, rensdyr, tørret hvalskind, fisk af alle slags ja vi kan knapt huske det hele, alle 22 retter blev smagt, men det var absolut ikke det hele der var for de danske ganer....uf....men sjovt og hyggeligt var det. Vi sluttede af med grønlandsk kaffe, og til den fik vi en lille sød historie: Man starter med whisky, som symboliserer den stærke grønlandske mand, Kaluhaen er den søde grønlandske kvinde, kaffen er det store dybe hav, flødeskumme er indlandsisen og så slutter man af med Grand Marnier der sættes ild til, så der kommer en lysende flamme, og det er selvfølgelig Nordlyset.

Nordlys-turen blev desværre aflyst, når vi nåede hen under aften blev det overskyet, og turen skulle først foregå kl. 21.00, så det syntes vi jo var rigtigt ærgeligt. Men ved I hvad, den sidste aften kl. 22.00 skete der det forunderligste, himlen var ganske oplyst af nordlys, jamen aldrig har vi set noget så flot, sort himmel, masser af stjerner og nordlyset flammede hen over os, jamen det skal bare opleves det er umuligt at beskrive, vores nytårsaftener bliver aldrig det samme igen, med alt fyrværkeriet, nej vi vil ha' nordlys.
Så stod vi alle der og fik hold i nakken, og var helt oppe og køre, syntes vi var enormt heldige (de vidste jo ikke at heldet altid har fulgt far.... hi-hi) her på vores sidste aften, og ikke nok med det, vi fik også hver 300,00 kr. tilbage da vi kom hjem, idet den officellle nordlysaften var blevet aflyst.
En times tid efter vi var gået i seng, skulle far lige op at se det en gang mere, og da var det der stadig, bare ikke så kraftigt, men så havde det også oplyst himlen i et par timer.....fantastisk.

Far har et par gange under turen sagt: " hvordan skal jeg dog få sagt tak til alle dem der har givet mig denne tur? " Det tænker han meget over, men med disse linier håber jeg I har fået et lille indblik fra vores tur. Iflg. en gammel slager er TAK kun et fattigt ord, ja..... men denne tak kommer lige direkte fra hjertet."